Statue af kong Christian IV

Statuen af kong Christian IV er af forgyldt bronze, udført i 1840’erne af kunsthåndværker Jørgen Balthasar Dalhoff (1800-1890).

Figuren er en formindsket model af billedhuggeren Bertel Thorvaldsens (1770-1844) store figur af kongen i Roskilde Domkirke udført i 1840.

Den tilhørende sokkel i jern med indlagte forgyldte bronzefigurer og sølvindlægninger er udført i 1853 af Dalhoff.

Figur og sokkel stod oprindelig i Frederiksborg Slotskirke men blev, efter slottet brændte i december 1859, overført til audienssalen på Jægerspris Slot.