JÆGERSPRIS SLOT
 
Museum
Koncerter og Andre Arrangementer
Oplev museet
Park
Mindelunden
  Mindestøtter og mindehøje
Guidebog til Mindelunden
Café Danner
Slottets historie
Restaureringsprojekt
Tårnuret
 
   
Mindelunden

Mindelunden i parken og skoven, Slotshegnet, udgør et nationalt kulturhistorisk monument. Anlægget omfatter jættestuen, "Julianehøj", og 54 mindestøtter.

Stiftelsen har inden for de seneste år igangsat et omfattende restaureringsprojekt. Det omfatter nyhugning af enkelte støtter, udskiftning af sokkelsten og funderingsarbejder.

Senest er to nyhuggede monumenter for Christoffer Gabel og Hans Nansen opsat ud til den gamle kongevej - nu hovedsti -gennem parken. Begge var støtter for Frederik 3. i forbindelse med forfatningsændringen i 1660. Egekransen symboliserer borgeren, som har øvet en indsats til gavn for medborgerne.

 Mindestøtte for Christoffer Gabel - opsat juni 2012

Kulturstyrelsen har gennem årene bevilget tilskud til projektet. I projektets indledende fase tildelte "A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formål" en bevilling.

Stiftelsen har i efteråret 2012 udgivet en ny guidebog "Mindelunden ved Jægerspris Slot" med kunsthistoriker Karin Kryger, som forfatter er. Til illustration af teksten har den lokale fotograf Jan Bruun Andersen optaget en serie enestående fotografier af de enkelte mindestøtter. Bogen kan købes gennem netbutikken, museumsbutikken ved indgangen til museet på slottet.

I 1976 udgav Stiftelsen bogen "Mindelunden ved Jægerspris" af Hakon Lund. I forbindelse med en udstilling i 1993 på Jægerspris Slot udgav fotografen Peter Bak Rasmussen bogen "I Wiedewelts Fodspor".

I beretningen udgivet i 1999 i anledning af Stiftelsens 125 års jubilæum har billedhugger Eric Erlandsen skrevet et kapitel om Mindelunden.

Disse bøger kan bestilles gennem Stiftelsens forlag.

Efterfølgende er gengivet billedhugger Eric Erlandsens skrift i beretningen fra 1999.

Anlæggets historie

Egnen ved Jægerspris er rig på oldtidsminder.

Det arkæologiske kort over området er spættet med røde pletter og kryds: det er grave, jættestuer og dysser fra yngre stenalder samt høje fra bronzealderen.

Da kronprins Frederik ( den senere Frederik den V.) i 1744, ved nogle anlægsarbejder i Slotshegnet, der hørte til hans slot, uforvarende kom til at forstyrre gravfreden i én af de gamle grave, hvorved afsløredes en jættestue, fik Jægerspris sin første mindesten.

Skønt graven var mindst 3000 år ældre, antog kronprinsen, at den stammede fra Gorm den Gamles og Harald Blåtands tid, hvilket fremgår af mindestenens inskription: "Denne grav som fromme hedenske forfædre for mindst 800 år siden anlagde til bevaring af 4 menneskers jordiske levninger og dækkede med kæmpestore sten blev i juni 1744 med omhyggelig hånd åbnet og prydet med denne mindesten af den højbårne fyrste Frederik, arving til sine forfædres rige og dyder, folkets håb, hæder og glæde".

Omkring tre årtier senere udgravedes endnu en jættestue, "Monses høj", også kaldet "Væverhøj", udenfor Slotshegnet, nordvest for slottet, blot på en helt anden og mere konsekvent måde.

Tiderne havde ændret sig. Efter Struensee's henrettelse samlede den gruppe mennesker sig, der havde stået bag statskuppet. Enkedronning Juliane Marie og hendes søn, arveprins Frederik, der overtog og istandsatte Jægerspris, var hoffets naturlige midtpunkt. Den sindslidende konge, Chr. VII, havde reelt ingen magt.

Arveprinsens lærer og åndelige vejleder, tidligere professor i teologi og historie ved Sorø Akademi, Ove Høegh-Guldberg (1731-1808), steg i graderne for i 1776 at blive udnævnt til stabs-og geheimekabinetssekretær.

Hans holdning til den nye danske identitet blev af afgørende betydning for landet. Den nationale luft skulle renses efter Struensee-tidens tyske påvirkning, og det er næppe tilfældigt, at udgravningen af "Monses høj" og den efterfølgende omdannelse af højen til et monument for enkedronningen, fandt sted kun et år efter Struensee´s fald. Høegh-Guldberg førte selv udgravningsprotokollen.

Johannes Wiedewelt blev sat til at tegne den nye indgangsportal.

Den oprindelige, østvendte indgang blev lukket og der opsattes en tavle i norsk marmor over den nye portal, med denne indskrift: "JULIANE-HØJ - TIL DEN BEDSTE MODERS MINDE HELLIGES DETTE ÆLDGAMLE MINDESMÆRKE FUNDET I AARET MDCCLXXVI AF ARVE-PRINDS FRIDERICH".



Julianehøj

På højen opsattes 7 ens, runde mindestøtter af Gjellebæk-marmor, bærende navnene på de tidlige hedenske konger: Skjold, Frode den Fredegode, Dan Mykillati, Harald Haarfager, Gorm den Gamle, Harald Blaatand og Wittekind.

I 1782 tilføjedes endnu en sten, en original norsk runesten fundet 1781 - i en gravhøj ved gården Stenstad i Telemarken.

" Julianehøj's" beliggenhed, lidt uden for Slotshegnet - en hyldest til kongemagten fra oldtid til nutid - har sikkert passet Høegh-Guldberg godt.

Han har sikkert set monumentet i et bredt perspektiv, og allerede fra begyndelsen vidst hvad han ville: den danske identitet skulle have et markant monument, man kunne se og lære af.

Det historiemættede landskab ved Jægerspris var det rigtige sted at vælge som akkompagnement til dette nationale monument. I Slotshegnet skulle Danmarks og Norges store sønner og døtre mindes.

Billedhuggeren Johannes Wiedewelt ( 1731-1802 ) tegner en række monument-udkast efter én, af Guldberg, nøje udarbejdet plan. Billedhuggeren overdrages opgaven og gennemfører udformningen og hugningen af anlæggets 54 monumenter fra 1777 - 1789.

De nærmeste forbilleder for en sådan mindepark for nationens store skikkelser, finder vi i Greve Holsteins gamle " Genealogiske-historiske-peripatetiske Akademi" ( 1750 - 1763 ) i Ledreborg, samt i "De elysæiske marker" i Stowe Park nær Buckingham, England, omkring 1735, som Wiedewelt havde besøgt.

Også Jægerspris-anlægget blev "peripatetisk" - idet ordet betyder, at man ad haveanlæggets gangstier går fra mindestøtte til mindestøtte og tænker på de personer, der her mindes for deres indsats til gavn for riget.

Samtiden hyldede anlægget, bl.a. har den tyske havekunstteoretiker C.C.L.Hirschfeld skrevet, indlevet og bevæget om det ( 1780 ). Endvidere har P.T.Wandall skrevet en bog om mindestøtterne. Illustrationerne er tegnet af Wiedewelt og stukket i kobber af kobberstikkeren J.F.Clemens.

Det følgende århundrede så med andre øjne på Mindelundens støtter. Kunsthistorikeren N. L. Høyen ( 1798 - 1870 ) og billedhuggeren H.E.Freund ( 1786 - 1840 ), som var anlæggets tilsynsførende kunstner, brød sig ikke synderligt om de "bizarre" mindesten i norsk marmor.

En del af dem var, takket være opholdet i et skyggefuldt skovmiljø, så ødelagte, at de måtte omhugges af Freund i Bremersandsten, - og Freund fulgte ikke Wiedewelts formgivning trofast, men afsatte sin egen tids æstetiske opfattelse på nyhugningerne.

Freund udskiftede 7 monumenter i årene 1836-41. ( De sidste 2 færdiggjordes af H.W.Bissen (1798-1868) efter Freunds død). I årene 1933-42 genhuggedes 4 af de gamle støtter, denne gang som nøjagtige kopier af Wiedewelts, men i bornholmsk, rød sandsten fra Neksø.

Da undertegnede i 1973 første gang registrerede anlæggets mindesten, bemærkedes en lang række primitivt udførte cementreparationer på de gamle sten, såkaldte "murermesterreparationer" - af ældre dato.

En senere tids restaureringsfirmaer har siden udført reparationer på flere af mindestøtterne, under dække af fine navne og metoder, men med lige så primitive midler, en slags betalt hærværk.

Kong Frederik VII`s Stiftelse på Jægerspris henvendte sig derpå til undertegnede, og jeg gennemgik monumenterne - med efterfølgende rapport - i det sene efterår 1995.

Rapportens indhold havde til følge, at Stiftelsen og Skov-og Naturstyrelsen stillede et større beløb til rådighed for retablering af anlæggets monumenter, i første etape afformning af visse detaljer, inskriptionerne bl.a., opretning af sten, der står "ude af lod", udskiftning af synlige, ødelagte funderinger, reparationer af visse sten, som udgjorde en fare for deres omgivelser, samt rekonstruktion og genhugning af 9 monumenter i svensk marmor ( 1 sættes 1999 ).

Disse arbejder blev yderligere gjort mulige gennem en smuk donation fra A.P.MØLLER OG HUSTRU CHASTINE MC.KINNEY MØLLERS FOND TIL ALMENE FORMAAL.

 

Mindestøtte for Thormod Torfæus (1636-1719). Foto Jan Bruun Andersen.

Nogle tanker om Wiedewelts mindestøtter

På en vandring gennem mindelunden falder flere af støtterne mere i øjnene end andre. Eksempelvis synes jeg, at de 6 sten der er prydet med landkort, kalder en række associationer til live, som for de tre`s vedkommende, næsten står som et ekko af nationens handelsveje ude i den store verden: havet er nærværende.

16- og 1700-tallet udgør en rig blomstringsperiode - også for søfarten: danske sejlskibe nåede Indien, Tranquebar grundlægges af Ove Giedde 1620. Asiatisk Kompagni bringer kinesisk porcelæn, silke og krydderier hjem til Danmark.

Søfolkene medbringer fantastiske konkylier fra fjerne strande. I de mørke nordiske aftener studeres disse i skæret fra levende lys, tællepråse og olielamper. For almindelige menneskers og videnskabsmændenes undrende øjne, afsløres konkyliernes overdådige, uventede former og skruninger.

Kunstnerne ser dem også, og formelementer fra skaldyrenes boliger vandrer via kunstnerne over på menneskenes boliger. Slottenes facader prydes med dekorative rocailler. (Navnet: Fra fransk = En ophobning af skaller, sneglehuse og koraller, sat i mørtel, som man brugte som dekoration i de rige haver.) Barokkens strenge symmetri afløses af Rokokoens viltre asymmetri.

Rocaillerne giver hele epoken navn, og de breder sig fra husenes facadedekorationer til hjemmenes spejlrammer, møbler og porcelæn. Lad os ikke glemme, at ordet porcelæn er afledt fra Italiensk: "porcella" - som betyder konkylie, ligesom skaldyrenes overflade kaldes "skulptur".

Det var på denne bevægede scene, Wiedewelt - inspireret af studierejsen til Rom, hvor han havde knyttet sig stærkt til den tyske arkæolog Joh. Joachim Winckelmann ( 1717 - 68 ) - trådte frem med sit strenge, klassiske budskab. Han er Danmarks første, store billedhugger.

Wiedewelt som figurkunstner skal man ikke opsøge i Jægerspris. Har man ønsker om at se ham udfolde sig som sådan, må man besøge Roskilde Domkirke, hvor bl.a. Frederik V`s gravmæle er skabt af ham.

Endvidere er hans ungdoms romersk-inspirerede, mytologiske syner, samt meget mere (Trofæerne), at se i den såkaldte "Kæmpe-alle" i Fredensborg slotshave, nord for slottet. Den ældre Wiedewelt som figurkunstner kan man med udbytte iagttage på "Frihedsstøtten", hvor relieffet af "Retfærdighedens Genius" og figuren "Troskab" er skabt af ham. ( Genhuggede i 1996-99 ).

Hvor kolossalfigurerne i Fredensborgs "Kæmpe-alle" røber en vis tøven og usikkerhed i afvejningen af masserne, figur og sokkel imellem, viser gravvogterne "Danmark" og "Norge" i Roskilde Domkirke samt arbejderne på "Frihedsstøtten" - skønt også disse er behæftede med mindre, formelle "fejl"- den erfarne mesters hånd, både i massefordelingen og i formbeherskelsen ( modelleringen ).

I Jægerspris møder vi en helt anden side af Wiedewelt, - nemlig grammatikeren, - i skulpturel forstand. Han får her, med det plastiske sprogs knappeste midler, de sparsomme dekorative elementer til at korrespondere sublimt med de karakterfulde inskriptioner og monumenternes bærende arkitektur.

Man kan fristes til at sige, at hvert enkelt monuments bestanddele, sindbillede, inskription og arkitektur, har lige stor gyldighed, går op i en højere enhed.

Dette forhold bliver anslået allerede i de først opstillede mindesten, hvor Ove Høegh-Guldberg udvælger 6 blandt en række udkast tegnede af Wiedewelt. I et medfølgende brev til Høegh-Guldberg (oktober 1776) skriver billedhuggeren, at "de første steene ere simple og bemerkes allene med Paaskrift dernest begyndes med afbildninger, og fortsættes med Allegori...."

I april 1777 markerer han igen til Guldberg, at de første stene, som han er blevet bedt om bliver enkle, - og længere nede i brevet understøtter han dette "løfte" ved at skrive, at det er "En maade at bringe Vigtige Tildragelser i Minde og ære vores forfædre uden Paastand af Pragt."

"Uden Paastand af Pragt". Sætningen er tankevækkende, for den karakteriserer det hele anlægs høje sigte, at leve op til Winckelmanns definition af den klassiske kunsts ideal: "Edle Einfait und stille Grösse".

Kun 2 af støtterne i Mindelunden går udenfor dette mønster, "Iver Hvitfeldt" som ifølge Clemens kobberstik var formet som en synkende, sprængt skibsstævn ( originalen er gået tabt ) og de tre norske søskende "Colbiørnsen" som er formet som en husruin.

De to monumenter bevarer imidlertid deres monumentale ro, da selve omridstegningen er stram og form-omsluttende. Lad os se lidt nærmere på begrebet MONUMENTAL, da dette begreb rummer flere udlægninger end den nemmest tilgængelige: at et monument altid er stort.

Ordbogen oplyser ganske rigtigt, at et monument SOM REGEL ER I STORT FORMAT, men mere nuanceret oplyses vi også om, at begrebet dækker noget STORLADENT, OPHØJET og STORSLÅET, som regel rejst for at mindes nogen som har gjort noget stort (storladent) eller for at mindes noget stort inden for et folks kultur eller religiøsitet, eller for at mindes store handlinger.

Jeg vil hævde, at en skulptur eller et monument ikke behøver at være i kæmpeformat for at kunne kaldes monumentalt. Det er nemt at pege på eksempler på det modsatte: oldægyptiske figurer, hyppigst i forbindelse med et smykke, gerne emaljerede, store som en tændstikæske, votivgaver, oldgræske Tanagrafigurer i brændt ler samt romerske vægtlodder formet som dyr og mennesker, er i bedste forstand monumentale.

Endelig kan mønter og medailler - især fra fortiden - opvise en monumentalitet og storhed i det lille format, som mangen en vægudsmykning ikke kan hamle op med, jævnfør de siracusanske og agrigentinske mønter, med deres sparsomme, men talende relieffigurer.

Også Pisanello`s medailler fra Renæssancen skal nævnes her som eksempel: Samspillet mellem billede og tekst, bundplanets tilsynekomst d.v.s. rummene mellem reliefhøjderne i bogstaver og figur, udgør en dekorativ pragt, som yderligere forstærkes af medaillens ubønhørligt strenge, omsluttende cirkelslag.

Utallige kæmpeskulpturer - gjort store for at hylde en person eller en begivenhed - især fra de yngre lande og nationer, - men også fra Danmark og den gamle Verden, er nok enorme som mål, men de fleste er blottede for sand monumentalitet.

Forskellige kunstnere fra dette århundredes begyndelse - og senere - har også fået det omtalte begreb galt i halsen, og boltrer sig i vældige mål, uden at kunstværkerne af den grund bliver mere monumentale.

Da en del af disse billedhuggere tilmed ikke er særlig fremragende modellører, bliver kæmpeformaterne ikke båret af skulpturens uundværlige grundsubstans: form. Tilbage bliver en hul skal, som ikke tåler det af billedhuggeren Giacometti omtalte "Universets - eller rummets tryk".

I Jægerspris-anlægget er mindestøtterne monumentale, om de er mindre eller større. Man kan endda sige, at nogle af de mindste og enkleste, er de mest monumentale.

En dansk billedhugger, Ulf Rasmussen, udtalte engang i en radioudsendelse ( ca. 1965 ), at Wiedewelts skulpturer i Jægerspris mindede ham om figurerne på Påskeøen. Det morede vi os meget over dengang.

I dag begynder vi at forstå, hvad det var, han forsøgte at indkredse og definere.

Om disse skulpturer, som er enorme, var så små som et fingerbøl, - de ville eje samme monumentalitet, takket være deres lapidariske uddrag af et hoveds formindhold. Som Jægerspris-støtterne er de nærmest utilnærmelige, - men MAN KAN gå hen til dem og aflæse deres budskab.

De HENVENDER sig blot ikke til én. Så lidt som "Frihedsstøtten" - og al anden monumentalskulptur - gør det, formatet underordnet.

Eric Erlandsen

Billedhugger

   

Mindestøttte for Løvenhielm, Meerheim og von Schwanwedel. Nyhugget og opsat i 2001. Foto Jan Bruun Andersen. Del af forsidefoto til den nye guidebog "Mindelunden ved Jægerspris Slot"


Mindestøtter og mindehøje

Se mindestøtterne og mindehøjene ved Jægerspris Slot.

Klik her:

Mindestøtter og mindehøje