STIFTELSEN
 
Fundats og Uddelingspolitik
Bestyrelse og direktion
Naturbørnehave - Fasangården
Dannerkollegiet
Dannerboliger
Støtte til Syriske Flygtningebørn
Samarbejdspartnere
Boligudlejning
Forpagtning
Stiftelsen på skrift
"Jægersprisere"
Kontakt
Stillingsopslag
 
   

NATURBØRNEHAVE på FASANGÅRDEN

Med den allerbedste beliggenhed i skoven og ved fjorden, og med slottet i baghaven, danner Fasangården den perfekte ramme om et godt liv i børnehøjde.

Initiativtagerne bag naturbørnehaven er de to kvinder Karin Ylönen og Helena Turunen. De er begge lokalt forankrede, og er både fagligt og personligt optagede af at skabe et godt liv for børn, unge og deres familier.

”Med Fasangården som base ser vi en unik mulighed for at skabe præcis den institution, vi drømmer om”, udtaler Karin Ylönen.

Karin Ylönen og Helena Turunen har mange års pædagogisk og terapeutisk erfaring – og en god portion livserfaring – og har derfor klare mål med den nye naturbørnehave.

Naturbørnehaven skal være et lille sted med plads til forskelligheder, en oase med tid til ro, fordybelse og leg. Et liv hvor stress, jag og mobiltelefoner er erstattet af lyden af fuglekvidder, duften af en fugtig forårsmorgen og lugten fra hønsegården, som skal muges ud. I den omkringliggende skov opleves årstidernes skiften.

Helena Turunen og Karin Ylönen.

Helena Turunen uddyber: ”Hverdagen og aktiviteterne bliver bygget op om naturens og døgnets rytmer, hvor vi bl.a.har et lille dyrehold og en have, som giver børnene en meningsfuld måde at være sammen på. Vi er af den overbevisning, at børn og natur hører sammen. Leg,fantasi, læring og udforskning af livets mysterier udfolder sig bedst i nærkontakt med jord, ild, luft og vand.”

”Alt hvad vi har brug for at lære om os selv og andre, skaber naturen en god ramme for. Her kan barnet udforske og udfordre sin motorik, lære om liv og død ved at følge årstiderne, blive fortrolig med dyrelivet, og gå på opdagelse, finde på og udfolde sig” afslutter Karin Ylönen.

Kong Frederik den Syvendes Stiftelse, der ejer Fasangården, støtter projektet.


For yderligere oplysninger kontakt:
Helena Turunen på telefon 24 29 47 82, eller Karin Ylönen på telefon 29798384